Frøbælg fra feminiserede cannabisfrø

Sådan produceres feminiserede cannabisfrø

De fleste der har købt cannabisfrø, eller undersøgt emnet, ved, at der findes både regulære og feminiserede versioner.

Regulære cannabisfrø bliver ved spiring til både han- eller hunplanter, mens de feminiserede udelukkende spirer som hunner (ca. 99,5%).

De feminiserede frø er næsten altid betragtelig dyrere end de regulære. Årsagen er at det tager ekstra tid at udvikle disse samt at efterspørgslen altid er stor på feminiserede versioner af gode cannabissorter. Men hvordan laves feminiserede cannabisfrø egentlig?

Der er primært to måder at lave feminiserede cannabisfrø på.

Fælles for dem er at en regulær cannabis-hunplante, skal ”narres” til at udvikle han-blomster, for derefter at bestøve en hunplante. Når en hunplante bestøver en anden hunplante, er genetikken således 100% feminin, og dens afkom (frøene) bliver derfor også hunfrø.
Det var lidt om teorien bag.

Der er som sagt to metoder til at narre en hunplante til at udvikle hanblomster/pollensække:
• Rodelization – a.k.a. overmodning af topskuddene.
• Kolloidt sølv-metoden

Den første metode, rodelization, er den mere naturlige måde at lave feminiserede frø på, mens kolloidt sølv-metoden er mere træfsikker og stabil, og den, som de professionelle frøproducenter bruger.

Rodelization – overmodning af topskuddene.

Denne teknik går ud på at lade cannabisplantens topskud overmodne. Planten laver topskud for at tiltrække pollen, men når dette ikke sker, bliver den til sidst desperat og vælger en sidste udvej – nemlig selvbestøvning. Cannabissen udvikler små banan-lignende gevækster på topskuddene (som indeholder pollen) og overgår derved til et hermafrodit-stadie. Det ses også nogle gange ved gamle moderplanters kloner eller planter, som har været udsat for stressfulde forhold i vækst- og/eller blomstringsperioden.

De selvbestøvede hermafroditter vil udvikle en beskeden mængde frø, som alle vil være feminiserede, idet deres genetik er 100% hun-kønnet.

Fordele:
• Helt naturlig
• Super simpelt

Ulemper:
• Noget upålideligt
• Producerer oftest ikke nær så mange frø som kolloidt sølv-metoden
• Langsommelig og tidskrævende

Kolloidt sølv-metoden

Af en eller anden årsag udvikler cannabis hunplanter feminiserede frø hvis der sprøjtes kolloidt sølv-vand på dem jævnligt i starten af blomstringsfasen. Ligesom ved overmodnings-metoden, vil den udvikle han-blomster, og lave pollensække med 100% hunpollen. Denne pollen kan så bruges til at bestøve andre hun-planter.

Metoden er den, som frøproducenterne bruger, da den er nem, hurtig og økonomisk. I modsætning til rodelization/overmodnings-metoden undgår man at videreføre genetik fra planter der er særligt tilbøjelige til at udvikle hermafrodisme. Genetikken er således helt upåvirket og resultatet er mere stabile feminiserede frø, forstået på den måde, at de ikke nemt bliver hermafroditter pga. stress. Denne metode producerer også meget mere pollen sammenlignet med rodelization.

Fordele:
• Stabil og pålidelig
• Stort produktion af frø

Ulemper:
• Kræver at man køber kolloidt sølv eller laver det selv
• Man bør ikke bruge cannabisplanten til andet end frø idet det kan være sundhedsskadeligt at indtage den.

Fremgangsmåde ved brug af kolloidt sølv-metoden

Man skal bruge:

• Kolloidt sølvvand (kan findes i visse helsekostbutikker samt på nettet – eller man kan lave det selv)
• En forstøverflaske

Hun-planten sprøjtes grundigt med kolloidt sølvvand fra en forstøverflaske. Dette gøres fra 1. dag når 12/12 lys-cyklussen begyndes. Opløsningen skal være tilstrækkelig koncentret; mindst 30 ppm sølv.

Planten sprøjtes herefter dagligt indtil den begynder at udvikle pollensække. Det tager som regel ca. 10-14 dage, men visse sorter kan dog godt tage helt op til 21 dage.

Når pollensækkene er dannet, skal de have tid til at svumle op og modne. Når de er lige ved at åbne sig, er de klar. Det ses tydeligt ved at de begynder at flække og åbne sig. Før de åbner sig helt, og der drysser pollen ud over det hele, tages de forsigtigt af. De opbevares på et køligt, tørt sted i ca. en uge, hvor de får lov at tørre.

Herefter kan pollensækkene rystes eller skæres op for at frigive pollenen. Den frigivne pollen kan evt. overføres til f.eks. et stykke papir og pustes ud over de pågældende topskud. Derefter vil planten begynde at producere masser af skønne feminiserede cannabisfrø.

Konklusion

Der er primært to måder at producere feminiserede cannabisfrø på:

• Rodelization som er en naturlig overmodning af planten hvorefter den bliver hermafrodit og selvbestøver, hvilket resulterer i frøproduktion.

• Kolloidt sølv-metoden hvor der kontinuerlig forstøves med kolloidt sølvvand i starten af blomstringsfasen, hvorefter cannabissen på de berørte områder på uforklarlig vis overgår til frøproduktion.

• Sidstnævnte er den måde hvorpå alle professionelle frøproducenter laver deres feminiserede cannabisfrø på idet metoden er mere stabil, højtproducerende og effektiv.

Pro tip:

Man bør som nævnt ikke indtage cannabis-topskud, der er blevet forstøvet med sølvvand, men nogle smarte avlere gør det, at de kun forstøver de nederste par grene. Således forbliver resten af planten uberørt, og kan derfor efterfølgende indtages uden risiko. Man skal naturligivs være opmærksom på, hvor man har sprøjtet, og holde sig på den sikre side ved kun at tage topskud langt fra de sprøjtede grene.

Del: